Gravensgade, Brønderslev

Arne Andersen Vrå var i perioden 2009-2013 totalentreprenør på en omfattende renovering af Boligforeningen PMs Afdeling 11 i Gravensgade i Brønderslev.

Renoveringsprojektet, som er tegnet af Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S, havde til formål at skabe et nyt og spændende kvarter, som ud over at skulle have et moderne arkitektonisk udtryk – såvel ude som inde – også skulle gøres lettilgængeligt og handicapvenligt.

Boligforeningens afdeling i Gravensgade består af i alt 24.000 m2 bebyggelse fordelt på 11 blokke i 3 tre etager. I forbindelse med renoveringen blev antallet af lejemål reduceret fra 371 til 264 ved nedrivninger, ombygninger og sammenlægninger.

Udvendigt er byggeriets oprindelige røde murstensfacade blevet erstattet af mørkegrå skærmtegl, mens lyse pudsede felter over indgangene og på endegavlene er med til at bryde den mørke overflade. Samtidig har alle endegavle fået vinduespartier, og de førhen flade tage er blevet skiftet ud med nye valmede tage.

Alle lejligheder har i forbindelse med renoveringen fået monteret altan, og eksisterende indvendige altaner er blevet erstattet af udvendige.

På afdelingens udvendige arealer er der anlagt nye stier og parkeringsarealer, og der er desuden opført et nyt fælleshus på ca. 400 m2.

  • Totalentreprise
  • 2009-2013
  • Boligforeningen PM
  • Omfang
    24.000 m2