Den 15. juni tog Mariager Fjords borgmester, Mogens Jespersen, og direktør for Nørresundby Boligselskab, Lars Emborg, de første spadestik til byggeriet af 20 nye familieboliger på den gamle slagterigrund i Hadsund.
Arne Andersen Vrå A/S opfører lejeboligerne i totalentreprise for Nørresundby Boligskab, og de fremtidige beboere kan se frem til at flytte ind i moderne boliger, som er attraktivt beliggende tæt ved byen og med nem adgang til indkøbsmuligheder – og som tilmed har en fantastisk udsigt til Mariager Fjord.
I øjeblikket er Arne Andersen Vrå A/S ved at afslutte byggemodningen af det samlede areal på den gamle slagterigrund på havnen i Hadsund. Arealet står over for en større fornyelsesproces, som skal forvandle den tidligere industrigrund til boligkvarter, og på nabogrunden til de kommende familieboliger er vi allerede godt i gang med opførelsen af en dagligvarebutik, som forventes at åbne i løbet af det kommende efterår.
De 20 familieboliger opføres som etagebebyggelse i 4 etager og forventes at stå klar til indflytning i oktober 2017.